Indretter arbejdstid efter trafikken
Når Ditte Petersen og hendes mand hver dag forlader hjemmet i Vodskov for at pendle til deres arbejdsplads i Randers, er det få minutter, der afgør, om de kommer til at hænge fast i en kø ved Limfjordstunnelen:
- Vi har prøvet os lidt frem med, hvornår det er bedst at tage af sted hjemmefra og retur igen for at minimere risikoen for at sidde fast i en kø. Heldigvis har vi begge flekstid, så vi indretter arbejdstiden efter trafikken, siger Ditte Petersen.
Eftermiddage er kritiske
Parret tager af sted klokken 6.30 og kører de 100 km til Randers og retur igen klokken 15.30, hvis det kan lade sig gøre arbejdsmæssigt. Det er særligt på hjemvejen om eftermiddagen, at risikoen for kø ved Limfjorden er størst:
- Det er også om eftermiddagen, der er størst sandsynlighed for, at der sker uheld. Det kan vi jo ikke gardere os i mod, og så sidder vi i kø flere timer, siger hun.
Nødvendigt med ny forbindelse
For Ditte Petersen og hendes mand hænger arbejdsliv og privatliv kun sammen, fordi både de og deres arbejdsplads er fleksible.
- Vi kan kun arrangere os på den her måde, fordi vores datter nu er voksen, og fordi vi har fleksible arbejdstider. Min holdning er, at det er absolut nødvendigt med en 3. Limfjordsforbindelse, hvis folk, der ikke er så fleksible som os, skal have mulighed for at bo nord for fjorden og arbejde syd for fjorden, siger Ditte Petersen og fortsætter:
- Hvis jeg for eksempel skulle møde senere, ville det ikke kunne lade sig gøre. Og offentlig transport er en by i Rusland. De gange, hvor jeg ikke kan følges med min mand hjem i bilen, bruger jeg let tre timer på at komme hjem med offentlig transport, slutter Ditte Petersen.